mandag den 15. juni 2015
Chokoladelagkage med hindbærcreme og friske bær
Ingredienser (til springform ø 25 cm):
Lagkagebund:
150 gram smør
200 gram brun farin
2 æg
200 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk natron
50 gram kakao
80 gram finthakket mørk chokolade (70%)
2,25 dl kærnemælk
Hindbærcreme:
300 gram frosne hindbær
3 dl piskefløde
1,5 dl creme fraiche (9%)
2 tsk vanillesukker
Fyld og pynt:
300 gram friske blåbær
500 gram friske jordbær
Fremgangsmåde:
Rør smør og brun farin sammen i en skål med el-pisker eller røremaskine. Tilsæt et æg ad gangen og rør mellem hvert æg. Sigt mel, bagepulver, natron og kakao i dejen og rør dejen jævn. Tilsæt den mørke chokolade og rør til sidst kærnemælken i dejen lidt ad gangen under omrøring.
Kom dejen i en beklædt springform (ø 25 cm) og bag den ved 190 grader i cirka 40 minutter.
Hindbærrene varmes op ved laveste varme i en gryde indtil de har konsistens som syltetøj. Lad dem køle helt af i køleskabet inden de anvendes.
Når bærrene er kølet af piskes fløden til flødeskum. Creme fraiche tilsættes og der piskes igen. Bærrene hældes i lidt ad gangen mens der piskes og til sidst piskes vanillesukker med i cremen.
Når kagen er kølet helt af skæres den over på midten, så der nu er to lagkagebunde. Nederste bund placeres på det ønskede kagefad og omkring halvdelen af cremen fordeles på bunden. Jordbærrene skæres i kvarte og der lægges et lag af blåbær og jordbær på bunden. Den øverste bund lægges ovenpå, og resten af cremen lægges på toppen af kagen. Resten af bærrene lægges tilfældigt på toppen af kagen.
Kagen er nu færdig, men er bedst efter et par timer i køleskabet, da cremen her bliver mere fast i konsistensen.
fredag den 1. maj 2015
Vegetarburger med spinatbolle og coleslaw
Ingredienser:
Vegetarbøffer (6 stk):
1 dl mørk bulgur (skal koges)
1 squash
2 gulerødder
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk timian
1 tsk tørret knust chili
Salt
Peber
2 æg
4 spsk havregryn
4 spsk hvedemel
Coleslaw (mængde efter hvor meget man ønsker - jeg har ikke rigtig mængder på, da jeg laver det lidt på slum):
2 gulerødder
En klump hvidkål
Ca. 3-4 dl creme fraiche
Saft fra citron
Salt
Spinatboller
Fremgangsmåde:
Riv squash og gulerødder på et rivejern og vrid så meget væske ud som muligt. Hak løg og bland i sammen med bulgur. Pres et fed hvidløg i og tilsæt øvrige smagsgivere (timian, chili, salt, peber). Rør op med æg og tilsæt til sidst havregryn og hvedemel.
Formes til 6 store, flade bøffer, der steges på panden til de er færdige.
Coleslaw laver jeg som sagt på slum, men her har jeg prøvet at måle lidt op hvad jeg har brugt. Men det er meget en smagssag hvordan den ønskes. Gulerødderne rives, kålen snittes og creme fraiche, citronsaft og salt blandes i. Lad den stå og trække i ½ times tid og smag til.
De lækre bøffer og coleslaw serveres på disse spinatboller gerne med lidt friske spinatblade på bunden.
Super lækker, sund og mættende burger.
Spinatboller
Ingredienser (8 stk):
25 gram gær
3 dl lunkent vand
2 spsk creme fraiche
1 spsk olivenolie
1 tsk salt
50 gram frisk spinat (finthakket)
100 gram rugkerner (koges 3-4 minutter i 2 dl vand)
50 gram havregryn
150 gram grahamsmel
Hvedemel til dejen har den rette konsistens (jeg brugte omkring 500 gram)
Fremgangsmåde:
Smuldr gæren i det lunkne vand. Tilsæt creme fraiche, olivenolie, salt, finthakket spinat, rugkerner havregryn, grahamsmel og rør mellem hver ingrediens. Bland til sidst hvedemelet i lidt ad gangen indtil dejen har den rette konsistens. Mængden af hvedemel kan variere meget, så man må prøve sig frem. Ælt dejen godt, og læg den tilbage i skålen og lad den hæve med et viskestykke over i ½-1 time.
Ælt kort dejen igennem igen, og form 8 store og flade boller. Læg dem på en bageplade med bagepapir (evt. på 2 bageplader), og lad dem hæve igen (gerne omkring 1 time).
Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 17 minutter.
Kan bruges til sandwichboller eller burgerboller. Se opskriften på vegetarburgere
Broccolitærte
Ingredienser (tærtefad ø 24 cm):
Bund:
80 gram smør
40 gram fuldkornshvedemel
150 gram hvedemel
1 æg
Fyld:
500 gram frossen broccoli (tøs op i mikroovn eller gives et opkog)
Ca. 100 gram bacontern
3 æg
2,5 dl mælk
Salt
Peber
100 gram revet ost
Fremgangsmåde:
Bland smør, fuldkornshvedemel og hvedemel sammen til det smuldrer - gerne med el-pisker eller røremaskine. Dejen samles hurtigt med ægget, pakkes ind i film og hviler i køleskabet i min 30 minutter. Herefter rulles dejen ud på bagepapir, der vendes over tærtefadet. Dejen trykkes ned i tærtefadet og overskydende dej fjernes fra kanterne. Dejen forbages ved 200 grader i ca. 10 minutter.
Baconternene steges sprøde på en pande. Baconen og den optøede eller let kogte broccoli fordeles i den nu forbagte tærtebund. Æg, sødmælk, salt og peber piskes sammen og hældes over tærten. Til sidst fordeles osten over tærten, der bages i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter.
mandag den 23. marts 2015
Rødbeder med feta
Ingredienser:
1 kg rødbeder
200 gram fetaost
Fremgangsmåde:
Vask rødbederne fri for jordrester og lad dem koge til de er møre i cirka ½ time. De koges med skrællen på så saften ikke forlader rødbederne.
Hæld koldt vand i gryden så rødbederne afkøles og smut skrællen af med fingrene.
Skær rødbederne i stave og lad dem afkøle i en skål. Herefter fordeles fetaosten i skålen.
Denne ret er et super lækkert alternativ til kartofter eller salat, og er et sundt og mættende tilbehør.
Hvedebrød med malt og æble
Ingredienser:
25 gram gær
3 dl lunkent vand
1 dl A38
2 spsk olivenolie
1 tsk salt
2 æbler (skrælles og rives på et rivejern)
100 gram havregryn
100 gram fuldkornshvedemel (groft formalede hvedekerner med alle skaldele)
1 spsk mørk maltmel (uden top)
ca. 500 gram hvedemel
Fremgangsmåde:
Smuldr gæren i en skål og tilsæt det lunkne vand, så gæren opløses. Tilsæt A38, olivenolie, salt, revne æbler, havregryn, fuldkornshvedemel og maltmel, og rør massen sammen. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen og begynd at ælte dejen når den bliver for fast til at røre i skålen. Evt. kan lidt mere hvedemel tilsættes hvis dejen er for klistret. Jeg tilsatte 50 gram ekstra under æltningen. Ælt dejen mindst 200 tag. Form dejen til et rundt brød. Lad det hæve i 1½-2 timer. Jeg lod det hæve i en hævekurv
med hvedemel, så brødet får det flotte mønster, men det kan også sagtens hæve direkte på bagepladen beklædt med bagepapir. Hvis du bruger en hævekurv skal der bruges godt med mel så dejen slipper siderne efter hævningen, hvor dejen forsigtigt vendes ud på bagepladen.
Brødet bages ved 200 grader i 30-35 minutter.
lørdag den 14. februar 2015
Hindbærsnitter i anledning Valentines day
Ingredienser (til 7 stk):
Kage:
150 gram smør
250 gram hvedemel
1 tsk vanillesukker
70 gram flormelis
1 æg
Hindbærsyltetøj (denne opskrift er til mere end der er brug for, men en rest syltetøj kan altid bruges):
300 gram frosne hindbær
2 spsk sukker
2 tsk vanillesukker
1 tsk majsstivelse
Glasur:
150 gram flormelis
Lidt vand
Pynt:
Frysetørrede hindbær
Fremgangsmåde:
Der kan sagtens bruges købt hindbærsyltetøj til opskriften, men jeg elsker den hjemmelavede udgave, som både smager bedre, er sundere, og tilmed også er nem at lave. Start gerne med syltetøjet, da det skal køle helt af inden det bruges. Kan med fordel laves dagen før.
Varm hindbærene op ved svageste varme i en gryde med låg til de er kogt ud. Tilsæt sukker og vanillesukker og smag evt. til hvis du synes den er for syrlig. Fjern låget så det kan koge ind (stadig ved svag varme) og blive mindre flydende. Rør majsstivelsen ud i en lille smule koldt vand og hæld det lidt ad gangen i gryden, mens der nu skrues lidt op for temperaturen så det kan komme op at koge. Lad det koge i et par få minutter under omrøring indtil det er tyknet lidt. Stil det færdige syltetøj på køl. Under hele processen skal der jævnligt røres i syltetøjet, da det meget let kan brænde på.
Bland smør og hvedemel sammen i en røremaskine (eller med el-pisker) indtil der ikke er flere klumper af smør. Tilsæt vanillesukker og sigtet flormelis og rør det kort sammen til det er blandet. Herefter tilsættes ægget og dejen køres kort på maskinen så den samles lidt. Ælt kort dejen sammen med hænderne og pak den ind i film og lad den køle af ½ time i køleskabet.
Rul dejen til en pølse på et meldrysset bord. Rul dejen ud med massere af mel til cirka 22 x 37 cm (kan sagtens rulles ud til andre størrelser) så dejen er 3-5 mm tyk. Nu skal dejen skæres ud i to rækker der er præcist lige store så den ene bliver bund og den anden top. Hver række skæres så de er 10 x 35 cm.
Dejen lægges på en bageplade med bagepapir og de bages i ovnen på 200 brader i cirka 12 minutter. Den skal være meget lys og stadig virke ubagt når den kommer ud af ovnen. Lad kagen køle helt af inden den salmes.
Når alt er kølet af, lægges et godt lag hindbærsyltetøj på den ene kage. Herefter lægges det øverste lag kage på. Flormelis blandes op med en lille smule vand. Start med lidt og tilsæt mere indtil den rette konsistens er nået - det skal være en lidt tyk glasur så den kan stivne. Smør et tyndt lag glasur på kagen. Nu kan der drysses med frysetørrede hindbær inden glasuren stivner. Hvis der ønskes hjerter som jeg har gjort, lad glasuren stivne helt først. Skær kagen ud med en skarp kniv i 7 stykker á 10 x 5 cm. I et stykke papir klippes et hul med form som et hjerte som lægges oven på et kagestykke. Forsigtigt smørres lidt glasur i hjertet og der drysses med frysetørrede hindbær. Samme fremgangsmåde på alle 7 stykker.
De lækre hindbærsnitter er nu klar til servering.
Abonner på:
Opslag (Atom)