søndag den 2. februar 2014
Vegetarfrikardeller med quinoa, gulerødder og squash
Ingredienser (til ca. 20 stk.):
1 dl quinoa
1 finthakket løg
3 fed pressede hvidløg
4 spsk. havregryn
1 revet squash
2 revne gulerødder
2 æg
1 tsk. spidskommen
1 tsk. tørret chili
1 tsk. timian
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Skyld quinoaen og kog den. Lad quinoaen tørre i en si, så farsen ikke bliver for våd.
Vrid den revne squash for væske så meget som muligt. Bland alle ingredienserne sammen og pres igen så meget væske ud som muligt.
Form farsen til små frikardeller og steg dem på panden med smør eller olie.
De vegetariske frikardeller passer godt til retten Bulgur med abrikoser, pinjekerner og persille
Bulgur med abrikoser, pinjekerner og persille
Ingredienser:
250 gram grov bulgur
5 dl vand
150 gram tørrede abrikoser
50 gram ristede pinjekerner
8 spsk. hakket persille
Fremgangsmåde:
Skyld bulguren grundigt for urenheder og kog bulguren i vandet i 10 minutter (Tag tid fra vandet begynder at koge). Lad bulguren køle af.
Skær abrikoserne i små tern, hak persillen og rist pinjekernerne. Bland det sammen med den afkølede (eller næsten afkølede) bulgur, og bulgursalaten er klar til servering.
søndag den 26. januar 2014
Blondie (lys brownie)
Ingredienser:
150 gram hvid chokolade
125 gram usaltet smør
150 gram sukker
2 æg
1½ tsk. vanilleekstrakt
200 gram hvedemel
et nip salt
80 gram pekannødder (hakkes)
45 gram mandler (hakkes)
Fremgangsmåde:
Smelt chokolade og smør i et vandbad. I starten vil massen måske skille, men bliv ved med at røre (brug evt. et piskeris) indtil massen er helt jævn og ensartet.
Tag skålen af vandbadet og rør sukker i massen. Tilsæt æg og vanilleekstrakt og rør kraftigt, da massen igen vil kunne skille her. Rør indtil dejen er ensartet igen og tilsæt til sidst mel, salt, hakkede mandler og hakkede pekannødder.
Hæld dejen i en form på 25x25 cm beklædt med bagepapir og bag kagen i 20-30 minutter ved 170 grader.
onsdag den 1. januar 2014
Kransekagetop
Ingredienser (til kransekagetop på 8 ringe + top):
Kransekage:
400 gram marcipan
120 gram flormelis
32 gram past. æggehvide
Glasur:
45 gram flormelis
18 gram past. æggehvide
Fremgangsmåde:
Rør marcipan og flormelis sammen på en røremaskine eller i hånden. Tilsæt æggehvide lidt af gangen og ælt til kransekagemassen er ensartet. Læg massen i en lukket pose eller bøtte og stil den i køleskabet i et par timer eller gerne til næste dag.
Del massen i to lige store dele og rul to lange stænger (ca. 75 cm lange). Husk at gemme et lille stykke til kuglen, der skal på toppen af kagen. Mål stængerne i forskellig størrelse med to centimeters forskel og start ved 8 cm - dvs. 8, 10, 12, 14 osv.
Luk hvert stykke til en ring og sæt alle ringene på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk alle ringene let flade på toppen ved at lægge en bageplade med bagepapir over og presse forsigtigt.
Bag ringene ved 200 grader i ca. 14 minutter til de er let gyldne, og lad dem køle helt af inden kagen samles med glasur.
Pisk flormelis og æggehvider sammen med en el-pisker. Pisk til glasuren er lidt fast og ikke helt flydende. Hæld glasuren i en pose hvor der er klippet et lille hul i hjørnet, og sprøjt glasuren ud på den første ring. Placér den næste ring oven på den nederste og sprøjt glasur på ringen. Fortsæt til alle ringene og kuglen på toppen er placeret.
mandag den 23. december 2013
Peberkager
Ingredienser (til ca. 45 stk.):
250 gram hvedemel
1 tsk. hjortetaksalt
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt nellike
½ tsk. stødt ingefær
½ tsk friskkværnet peber
2 spsk. lys sirup
125 gram sukker
75 gram koldt smør
1 æg
evt. 1 spsk. vand
Fremgangsmåde:
Bland mel, hjortetaksalt, kanel, nellike, ingefær og peber sammen i en skål og bland herefter sirup og sukker i blandingen. Tilsæt smør og til sidst æg for at samle dejen. Tilsæt evt. 1 spsk. koldt vand hvis dejen er svær at samle.
Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den på køl i cirka 1 time. Rul herefter dejen ud på et meldrysset bord, og udstik kagerne i den ønskede form.
Bag kagerne ved 200 grader i cirka 10 minutter, og lad dem herefter køle af på en rist.
søndag den 8. december 2013
Chokoladelagkage med karamelcreme
Ingredienser (til springform ø 25 cm):
Lagkagebund:
150 gram smør
200 gram brun farin
2 æg
200 gram mel
2 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
2 tsk natron
50 gram kakao
80 gram finthakket mørk chokolade (70%)
2,25 dl kærnemælk
Karamelcreme:
300 gram dulce de leche (til denne opskrift skal den koge i 3½ time)
3 dl piskefløde
Pynt:
Lidt mørk chokolade til at lave chokoladesommerfugle
Fremgangsmåde:
Rør smør og brun farin sammen i en skål med en ske eller brug en røremaskine. Tilsæt et æg ad gangen og rør godt mellem hvert æg. Sigt mel, vanillesukker, natron, bagepulver og kakao i dejen og rør dejen jævn. Kom herefter den finthakkede mørke chokolade i dejen og rør til sidst kærnemælken i dejen lidt ad gangen. Rør kun lidt i ad gangen for at undgå at dejen skiller.
Kom dejen i en beklædt springform og bag den i ca. 45 minutter ved 190 grader (tiden kan variere meget).
Karamelcremen skal nu laves. Dulce de leche skal helst laves dagen før, da den skal nå at køle ned. Pisk fløden til flødeskum og pisk til sidst dulce de lechen med i cremen. Både røremaskine eller el-pisker kan benyttes.
Skær den nu helt afkølede kage over, så der er to lagkagebunde. Smør lidt over halvdelen af cremen på den ene bund og læg den anden over. Fordel det sidste af cremen på kagens top.
Pynt evt. lagkagen med flotte chokoladesommerfugle. Smelt chokoladen over et vandbad, og hæld den i en pose, hvor der er klippet et lille hul i hjørnet. Sprøjt chokoladen ud som sommerfugle (eller noget andet) på små stykker bagepapir. Når der er lavet én sommerfugl skal den lægges med midten (sommerfuglens krop) ned i folden af et foldet stykke pap, og den sættes hurtigt i køleskabet, så den stivner i den ønskede facon.
Dekorer kagen med de fine sommerfugle.
søndag den 17. november 2013
Banan- og blåbærmuffins med karamelsauce
Ingredienser (til ca 20 stk):
3 æg
175 gram sukker
125 gram smeltet smør
3 mosede bananer
250 gram hvedemel
1 tsk. bagepulver
100 gram frosne blåbær
Karamelsauce:
50 gram brun farin
40 gram smør
1 1/4 dl piskefløde
Fremgangsmåde:
Pisk æg og sukker sammen, og tilsæt herefter det smeltede smør. Kom de mosede bananer i dejen. Bland mel, bagepulver og blåbær sammen i en anden skål og vend det til dejen.
Hæld dejen i muffinforme og bag kagerne i ca 15 minutter ved 200 grader.
Kog brun farin, smør og fløde i en gryde under omrøring.
Hæld karamelsaucen over de færdigbagte muffins lige inden servering.
Abonner på:
Opslag (Atom)