onsdag den 25. juli 2012

Daim cookies





Opskriften er til cirka 20 cookies


Ingredienser:

125 gram smør (Ikke smeltet, men stuetemperatur)
65 gram sukker
65 gram mørk farin
1 tsk. vanillesukker
1 æg
140 gram mel
1 tsk. natron
50 gram hakkede mandler
2 stk. Daim dobbelt (Hver vejer 56 gram. Derfor i alt 112 gram)
60 gram mørk chokolade


Fremgangsmåde:

Hak mandler, Daim og den mørke chokolade, så det er klar til brug.
Smør, sukker, mørk farin og vanillesukker blandes sammen til en luftig masse med en el-pisker. Ægget tilsættes, og dejen røres sammen. Tilsæt mel og natron til dejem og rør den sammen. Til sidst tilsættes de hakkede mandler, Daim og chokolade.
Form kagerne til små kugler, der trykkes lidt flade på en bageplade med bagepapir. Flad ikke kagerne helt ud, da de vil flade ud af sig selv når de kommer ind i ovnen. Læg helst kun cirka 10 cookies på hver bageplade, da de flyder en del ud, og bag hver bageplade i cirka 12 minutter ved 170 grader. 


søndag den 22. juli 2012

Spaghetti cabonara





Ingredienser:

400 gram spaghetti (jeg brugte båndspaghetti)
½-1 løg (hakket)
200 gram bacon i tern
3 dl piskefløde (jeg brugte 38%)
4 past. æg
70 gram revet parmesan
Salt
Peber
Frisk persille (andre friske krydderurter kan også bruges - f.eks. basilikum)


Fremgangsmåde:

Svits løg og bacon og tag herefter det overskydende fedt fra ved at lægge det på køkkenpapir, der suger fedtet.
Kog spaghettien med salt og rigeligt vand. Spaghettien holdes varm, og koges så det helst passer med at det er færdigt når sovsen er klar.
Pisk fløde, æg og ost sammen med et piskeris i en skål. Tilsæt bacon- og løgblandingen.
Hæld sovsen over den varme spaghetti i gryden og bland det godt. Retten varmes op ved svag varme i nogle minutter og krydres med salt, peber og lidt frisk persille, som også kan lægges på toppen.
Retten serveres sraks, da sovsen efter lidt tid vil begynde at få en grynet konsistens.   

mandag den 16. juli 2012

Shepherds pie

Kødsovsen




Opskriften her er ikke den oprindelige opskrift på Shepherds pie, men en hvor jeg selv har puttet de ingredienser i, jeg synes smager godt. 




Ingredienser:

400 gram hakket lammekød
1 løg
4 gulerødder
120 gram knoldselleri
1 porre
1 dåse hakkede tomater
Olivenolie (til stegning)
1 fed hvidløg
Frisk timian
Salt
Peber
Engelsk Sauce
Kartofler (til den mængde kartoffelmos, der ønskes)
Lidt smør og mælk til kartoffelmosen

Fremgangsmåde:

Snit løg, porre, gulerødder og knoldselleri (gulerødder og knoldselleri i små tern).
Skræl den ønskede mængde kartofler og sæt dem over og koge indtil de er klar til at kunne blive lavet til kartoffelmos.
Svits løg med olivenolie i en stor gryde, og tilsæt det hakkede lammekød når løgene har svitset et par minutter. Tilsæt herefter gulerødder, knoldselleri og porre og lad det svitse med. Hæld nu en dåse hakkede tomater i gryden. 1 fed hvidløg presses ned i retten, og der smages til med frisk timian, salt, peber og Engelsk Sauce. Lad nu retten stå og simre indtil kartoffelmosen er klar.
Når kartoflerne har kogt færdig, hældes vandet fra og der tilsættes salt, mælk og smør til kartoflerne. Nu piskes kartoflerne med en el-pisker til de er blevet til mos.
Et fad smøres med lidt smør og kødsovsen hældes i. Kartoffelmosen fordeles over kødsovsen og nu er retten klar til en tur i ovnen i 30 minutter ved 200 grader.

Shepherds pie kan serveres med lidt salat, Engelsk Sauce og syltede rødbeder.

torsdag den 12. juli 2012

Blåbærmuffins






Opskriften er til cirka 15 muffins.

Ingredienser:

275 gram hvedemel
175 gram sukker
125 gram smør (stuetemperatur)
1½ tsk. bagepulver
1½ tsk. vanillesukker
2 æg
1 dl. mælk
200 gram optøede blåbær

Fremgangsmåde:

Det bløde smør blandes sammen med sukkeret i en skål med en el-pisker. Herefter tilsættes et æg ad gangen. Til sidst tilsættes mælken.
I en anden skål blandes mel, vanillesukker, bagepulver og blåbær. Her suger bærene lidt af melblandingen, hvilket gør at bærene ikke synker til bunds i kagerne.
Mel- og bærblandingen blandes forsigtigt med smør- og sukkerblandingen med hænderne, så bærene ikke ødelægges.
Dejen lægges i muffinforme (brug evt. 2 forme til hver muffin, så de ikke flyder for meget ud), og de bages midt i ovnen i 15-20 minutter ved 200 grader.

lørdag den 16. juni 2012

Boller med æble og gulerod





Ingredienser:

25 gram gær
3 dl lunkent vand
½ dl A38, creme fraiche eller lignende
1 tsk salt
1 spsk olivenolie
1 gulerod
1 æble
1½ dl havregryn
mel (mængde efter hvornår dejen virker god)


Fremgangsmåde:

Smulder gæren i det lunkne vand og tilsæt A38 (eller lignende), olivenolie og salt.
Skræl guleroden og æblet og riv det herefter på et rivejern. Bland det i blandingen og tilsæt havregrynene.
Put herefter hvedemel i lidt ad gangen, indtil dejen virker smidig og så den ikke er for klæbrig.
Ælt dejen godt, da det fremmer hæveegenskaberne. Form bollerne (12 store boller eller 16 mindre boller). Lad bollerne hæve i cirka 15 minutter med et viskestykke over sig. Pensel bollerne med vand, mælk eller æg.
Bag bollerne i cirka 20 minutter ved 200 grader.

onsdag den 13. juni 2012

Jordbærlagkage


 
 Lagkagebunde med vanillecreme og jordbær


Lagkagen pyntet med flødeskum, jordbær og chokolade

Mums!

Bunde: 

6 æg
1/2 dl koldt vand
150 gram mel
90 gram sukker
80 gram flormelis
1 tsk. natron
1 tsk. vanillesukker
Pisk æggehviderne stive (Skålen skal kunne vendes på hovedet uden æggehviderne falder ud). Si gradvist flormelis i og pisk undervejs for at få en glat skum. Pisk æggeblommer og sukker til en luftig masse. Tilsæt vand, mel og natron og rør det godt sammen. Vend æggehviderne i dejen og rør det sammen.
Hæld dejen i en springform (her er brugt 26 cm), som er beklædt med bagepapir - smør springformen, klip en cirkel bagepapir, og læg den i bunden. Klip også en lang strimmel bagepapir og klister den fast på siderne.
Bag bundene i 30-40 minutter ved 200 grader.
Afkøl kagen og del den i tre lag med en kniv (det kan godt lade sig gøre, selvom det måske virker lidt umuligt).

Vanillecreme:

4 dl mælk
2 dl piskefløde
6 past. æggeblommer
6 spsk. sukker
4 spsk. maizena
2 vanillestænger
Mælk og fløde varmes langsomt op i en gryde (IKKE til kogepunktet)
Pisk æggeblommer og maizena sammen i en skål. Hæld æggemassen i mælken, når den er godt varm, men ikke kogende. Pisk krattigt med et piskeris. Tag herefter massen af varmen. Flæk vanillestængerne og skrab kornene ned i massen. Afkøl cremen i køleskab.
Hvis cremen er for fast så put noget flødeskum i efter afkølingen (brug noget af flødeskummen som lagkagen skal pyntes med).


Fyld og pynt:

2 bakker jordbær
2 dl fløde

Mørk chokolade (mængde efter eget valg)
Skær jordbærene i skiver, og hak chokoladen groft.
Put vanillecreme på den første bund og dæk til med jordbær og lidt hakket chokolade. Læg anden bund på og put resten af vanillecremen på og dæk igen med jordbær. Herefter lægges den sidste bund på og der pyntes med flødeskum, jordbær og chokolade.

Rabarbertærte



 Rarbarber med sukker, kartoffelmel og vanillesukker

 Smulderdejen er lagt over rabarbermassen

 Efter de 25 minuter i ovn var tærten færdig

Lige klar til at spise - her med creme fraiche


Ingredienser:

400 gr. rabarberstængler
100 gr. sukker
1 spsk. kartoffelmel
2 tsk. vanillesukker
Smulderdej:
250 gr. hvedemel
100 gr. smør
75 gr. sukker
Rabarberstænglerne skyldes og skæres i tynde skiver. Derefter blandes de med sukker, kartoffelmel og vanillesukker.
Blandingen hældes i et smurt ildfast fad.
Dejen smuldres sammen af mel, sukker og blødt smør. Drysses derefter over rabarberne.

Bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter.
Kan evt. spises med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis.