torsdag den 28. marts 2013

Chokolade og karamel cupcakes med karamelfrosting




Ingredienser (til ca. 20 cupcakes):

Kage:
200 gram smør
375 gram sukker
5 tsk. vanillesukker
4 æg
100 gram mel
½ tsk. bagepulver
50 gram kakao
1 dåse kondenseret mælk (ikke hele dåsen bruges og hvis der ønskes chokolade cupcakes uden karamel udelades den kondenserede mælk)
50-100 gram lys chokolade

Frosting:
200 gram mascapone (stuetemperatur)
75 gram smør (stuetemperatur)
200 gram dulce de leche (se opskrift i det tidligere indlæg)
75 gram flormelis
Evt. lidt hakket lys chokolade til pynt


Fremgangsmåde:

Smelt smørret og bland det sammen med sukkeret. Tilsæt vanillesukker og bland til massen er ensartet. Tilsæt æggene et ad gangen under omrøring. Bland til sidst massen sammen med mel, bagepulver og kakao. Hæld kagemassen i muffinforme, der står i en metalholder for at kagerne holder den fine form. Kagerne hæver, så fyld formene ca. halvt op.
Hak den lyse chokolade groft og put det i kagerne (jeg brugte Marabou mælkechokolade og hakkede hvert stykke i 6 stykker og puttede ca. 3 af de hakkede stykker i hver kage).
Hæld ca. 1 tsk. kondenseret mælk udover hver kage - dette synker ud i kagen og bliver til karamel (karamellen kan godt blive lidt klistret, så hvis man har lyst, kan den kondenserede mælk udelades, og så har man i stedet de lækreste chokolade cupcakes).
Bag kagerne i ovnen ved 170 grader i ca. 20 minutter.

Pisk mascapone, smør og dulce de leche sammen. Tilsæt flormelis lidt ad gangen under omrøring og pisk til massen er ensartet. Hæld frostingen i en sprøjtepose og læg den i køleskabet indtil kagerne er færdige og afkølede.
Når kagerne er helt afkølede pyntes de med karamelfrosting, og de kan drysses med lidt finthakket lys chokolade.

Dulce de leche

 Den færdige Dulce de leche




Ingredienser:

1 dåse kondenseret mælk


Fremgangsmåde:

Tag papiret af dåsen og læg den uåbnede dåse ned i en gryde med vand, der dækker dåsen helt.
Få vandet op at koge og lad dåsen koge i 4 timer. Hold hele tiden øje med at dåsen er dækket med vand, og hæld mere vand i hver gang dåsen ikke er dækket.
Lad dåsen køle af i mindst 1 time. Herefter kan dåsen åbnes og den lækreste karamel vil være i dåsen. Hæld karamellen på et glas og sæt det i køleskabet.

Kogetiden kan ændres efter ønsket konsistens. Efter 3-4 timer har karamellen konsistens som nutella. Længere kogetid  gør karamellen mere fast, mens kortere kogetid gør karamellen mere flydende.
Karamellen kan bruges til en masse forskellige opskrifter og smager lækkert til kager, is og andre desserter.

Det virker måske lidt underligt at koge en dåse - men det er rigtigt nok. Se hvordan det gøres:

 Kondenseret mælk

Fjern papiret om dåsen og kog den i 3-4 timer 

Færdig karamel

lørdag den 9. marts 2013

Pastatærte





Ingredienser (til tærtefad Ø 28 cm):

300 gram frisk båndspaghetti
450 gram renset og afskåret broccoli
1 bundt porrer
1 pakke skinketern
6 æg
4 dl fløde
1 dl mælk
200 gram revet ost
Salt og peber
(Hvis man ikke ønsker at anvende fløde, kan man i stedet erstatte de 4 dl fløde og 1 dl mælk, med f.eks. 5 dl sødmælk)


Fremgangsmåde:

Broccoli og porrer vaskes og skæres i stykker.
Broccolien koges i ca. 2 minutter og derefter puttes porrerne i, som koger med i ca. 2 minutter, så broccolien i alt koger i 4 minutter og porrerne i 2 minutter.
En tærteform med en diameter på 28 cm smørres og halvdelen af pastaen lægges i bunden. Broccoli og porrer fordeles oven på pastaen og skinketern drysses over. Fordel resten af pastaen på tærten.
Pisk æg, fløde og mælk sammen og tilsæt lidt salt og peber. Hæld massen over tærten.
Fordel til sidst osten over tærten og bag den i ovnen ved 200 grader i cirka 45 minutter. Tjek at æggemassen ikke er flydende inden tærten tages ud af ovnen.