fredag den 21. februar 2014

Kokos-cupcakes med blåbær og chokolade





Ingredienser til ca 12 stk:

120 gram hvedemel
140 gram sukker
1½ tsk bagepulver
40 gram smør
1 1/4 dl kokosmælk
½ tsk vanilleekstrakt
1 æg
50 gram mørk kokoschokolade (eller normal mørk chokolade)
75 gram frosne blåbær

Kokoscreme:
250 gram flormelis
75 gram usaltet smør
2 spsk kokosmælk

Pynt:
Marcipan (til roser)
Rød/pink pastafarve (til at farve marcipanen)
Friske blåbær
Kokosmel


Fremgangsmåde:

Bland mel, sukker, bagepulver og smør i en røremaskine eller med en el-pisker. Bland kokosmælk og vanilleekstrakt i en anden skål, og pisk det i melblandingen til det er godt blandet. Tilsæt ægget og pisk igen. Hak chokoladen fint og bland den i dejen.
Hæld cirka 2 spsk af dejen i cupcake-formene til der er 12 cupcakes (hvis der bruges muffinforme fås i stedet cirka 18 kager). Fordel blåbærrene oven på dejen og læg derefter resten af dejen over bærrene. Formene skal kun være omkring halvt fyldt, da de hæver en del under bagningen.
Bag kagerne ved 170 grader i 20-25 minutter - stil gerne kagerne i en metalform til cupcakes så de ikke flyder ud - og lad kagerne køle helt af inden kokoscremen laves.
Til kokoscremen røres flormelis og smør sammen i en røremaskine eller med en el-pisker. Når det er godt blandet tilsættes kokosmælken. Smør cremen på de afkølede kager og vend toppen i kokos. Læg lidt friske blåbær på toppen og form evt. små roser eller andet med marcipan indfarvet med pastafarve.

lørdag den 8. februar 2014

Lemon pie med marengs





Ingredienser (til tærteform ø 24 cm):

Mørdej:
175 gram hvedemel
20 gram sukker
115 gram smør
1 æggeblomme
2 tsk koldt vand

Lemon curd:
Saft og reven skal fra 3 økologiske/ubehandlede citroner
40 gram majsstivelse
3 dl vand
2 æggeblommer
85 gram sukker
50 gram usaltet smør

Marengslåg:
3 past. æggehvider
140 gram sukker


Fremgangsmåde:

Bland mel, sukker og smør i en røremaskine eller med el-pisker til det er smuldret.  Tilsæt æggeblommen og de 2 tsk. vand og ælt kun dejen til den lige samler sig. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i 15 minutter.
Rul dejen ud på et stykke bagepapir drysset med lidt mel, og vend bagepapiret over tærteformen. Pres dejen ned i formen. Prik dejbunden over det hele med en gaffel og sæt den i køleskabet i 15 minutter.
Krøl et stykke bagepapir, fold det ud igen og læg det ned i tærtebunden helt ud til siderne. Fyld op med ris, tørrede bønner, kikærter eller andet, og forbag tærtebunden ved 200 grader i cirka 15 minutter.
Fjern bagepapiret med ris (eller hvad du har brugt), sæt ovnen ned til 180 grader og bag bunden i yderligere 5-7 minutter til bunden er let gylden. Tag den ud af ovnen og lad den køle helt af, mens tærtefyldet laves.
Kom citronsaft og citronskal i en varmefast skål. Tilsæt majsstivelse og 1-2 spsk vand og rør til der ikke er nogen klumper. Kog vandet i en gryde og rør det kogende vand i skålen med citronblandingen. Når det er blandet sammen hældes det tilbage i gryden og bringes i kog under konstant omrøring. Når citronmassen koger skrues ned for varmen og massen simrer, mens der røres i 2 minutter, til blandingen er blevet tyk. Tag gryden af varmen og lad den køle en smule af (bare i et par minutter så æggene der skal tilsættes ikke koagulerer). Pisk sukker, herefter æggeblommer og til sidst smørret i citronmassen. Smag evt. til med lidt ekstra sukker hvis citronmassen smager alt for surt (husk dog at det er meningen at det skal smage ret surt, da der kommer et meget sødt lag marengs på toppen). Hæld den færdige lemon curd i tærtebunden og fordel det.
Pisk æggehviderne stive i en røremaskine med piskeris eller med en el-pisker. Pisk herefter sukkeret i 1 spsk. ad gangen og pisk imens. Pisk indtil marengsen er stiv og glat. Fordel marengsen over tærten så den dækkes helt ud til kanterne.
Bag tærten ved de 180 grader i 15 minutter til marengsen er gylden.  

søndag den 2. februar 2014

Vegetarfrikardeller med quinoa, gulerødder og squash



Ingredienser (til ca. 20 stk.):
1 dl quinoa
1 finthakket løg
3 fed pressede hvidløg
4 spsk. havregryn
1 revet squash
2 revne gulerødder
2 æg
1 tsk. spidskommen
1 tsk. tørret chili
1 tsk. timian
Salt og peber


Fremgangsmåde:
Skyld quinoaen og kog den. Lad quinoaen tørre i en si, så farsen ikke bliver for våd.
Vrid den revne squash for væske så meget som muligt. Bland alle ingredienserne sammen og pres igen så meget væske ud som muligt.
Form farsen til små frikardeller og steg dem på panden med smør eller olie.
De vegetariske frikardeller passer godt til retten Bulgur med abrikoser, pinjekerner og persille

Bulgur med abrikoser, pinjekerner og persille



Ingredienser:
250 gram grov bulgur
5 dl vand
150 gram tørrede abrikoser
50 gram ristede pinjekerner
8 spsk. hakket persille


Fremgangsmåde:
Skyld bulguren grundigt for urenheder og kog bulguren i vandet i 10 minutter (Tag tid fra vandet begynder at koge). Lad bulguren køle af.
Skær abrikoserne i små tern, hak persillen og rist pinjekernerne. Bland det sammen med den afkølede (eller næsten afkølede) bulgur, og bulgursalaten er klar til servering.