søndag den 16. december 2012

Trøffellagkage





Ingredienser:

Lagkagebund:
150 gram smør
200 gram brun farin
2 æg
200 gram mel
2 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
2 tsk natron
50 gram kakao
80 gram finthakket mørk chokolade (70%)
100 gram appelsinmarmelade
2 dl kærnemælk

Trøffel:
3 dl piskefløde
300 gram mælkechokolade

Pynt:
Hakkede mandler eller andre nødder


Fremgangsmåde:

Rør smør og brun farin sammen i en skål med en ske. Rør æggene i et ad gangen og rør grundigt mellem hvert æg. Brug evt. el-pisker. Sigt mel, vanillesukker, natron, bagepulver og kakao i skålen med smør, brun farin og æg. Rør undervejs. Kom derefter den finthakkede chokolade og appelsinmarmeladen i og rør til sidst kærnemælken i dejen lidt ad gangen. Rør hele tiden, og husk kun lidt ad gangen (ellers skiller dejen lettere, hvilket den ikke må). Sørg evt. for at ingredienser som æg og kærnemælk er taget ud af køleskabet i god tid, så det har stuetemperatur - på denne måde kan du også undgå et dejen skiller.
Kom dejen i en smurt springform på ca. 25 cm i diameter og bag kagen i ovnen ved 190 grader i ca 1 time. Men hold øje da tiden kun er vejledende og kan variere.

Lav nu trøffelcremen. Kog fløden op og tilsæt den hakkede lyse chokolade. Rør rundt indtil massen er ensartet. Stil trøffelcremen i fryseren i mindst 1 time.

Tag kagen ud af ovnen når den er færdig efter omkring 1 time. Lad nu kagen køle af, så meget som det er muligt efter den tid, der er til rådighed. Skær den kolde kage over, så der er to lagkagebunde. Hvis kagen ikke er helt kold endnu så lad de to bunde køle endnu mere af, da trøffelcremen ellers vil smelte ned i bundene.

Pisk trøffelcremen ganske let og stop når cremen er fast. Hvis du bliver ved kan cremen skille.
Fordel halvdelen af cremen på den ene bund og læg den anden over. Fordel resten af cremen på kagens top og pynt med hakkede mandler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar