søndag den 14. juli 2013

Jordbærtærte med mazarinbund







Ingredienser (til tærtefad Ø 25 cm):

Mørdej:
150 gram smør (koldt)
100 gram flormelis
1 knivspids salt
250 gram hvedemel
1 æg

Mazarinmasse:
70 gram ren rå marcipan
70 gram sukker
30 gram smør
1 æg

Vanillecreme:
2 dl mælk
1 dl piskefløde
3 æggeblommer (past.)
3 spsk. sukker
2 spsk. maizena
1 stang vanille
Piskefløde til flødeskum (Skal blandes med cremen når den er færdig. Mængde efter ønsket konsistens og smag)

Herudover skal der bruges:
40 gram mørk chokolade
1 bakke jordbær


Fremgangsmåde:

Lav gerne vanillecremen dagen før:
Varm mælk og fløde langsomt op i en gryde, men det må ikke koge. Pisk æggeblommer og maizena sammen i en skål. Tag den godt varme mælk og fløde af varmen og hæld æggemassen i mælken/fløden. Pisk herefter kraftigt med et piskeris. Flæk vanillestangen og skrab kornene ned i cremen. Afkøl cremen i køleskabet - gerne til næste dag.
Cremen bliver tykkere jo mere maizena, der tilsættes. Så ønskes en tyk creme kan lidt ekstra maizena tilsættes. Er cremen for tyk efter afkølingen, kan dette afhjælpes med tilsætningen af flødeskum. Min erfaring siger, at cremen hellere må være lidt for tyk end for tynd.
Dagen efter piskes flødeskum og blandes i cremen til den får den ønskede konsistens og smag.
Mørdej:
Bland smør, flormelis, salt og hvedemel sammen med en el-pisker til det er som krummer. Tilsæt herefter ægget og pisk igen. Pisk kun i kort tid indtil dejen lige er begyndt at samle sig. Ælt hurtigt dejen sammen - ælt så lidt som muligt så smørret ikke bliver for varmt.
Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad dejen blive kold i køleskabet i ½ time.
Mazarinmasse:
Riv marcipanen på den grove side af et rivejern. Pisk marcipan, sukker og smør sammen i en skål med en el-pisker eller en røremaskine. Tilsæt ægget og pisk igen.
Når det er gået en halv time tages mørdejen ud af køleskabet og den lægges på et stykke bagepapir hvor der er strøet mel. Rul dejen ud på bagepapiret og drys med lidt mel en gang i mellem, for at undgå at dejen sætter sig fast på kagerullen. Dejens diameter skal passe til en tærteform med diameter på ca. 25 cm - dvs. at dejens diameter skal være nogle centimeter større, da den også skal dække kanterne.
Tag bagepapiret med den udrullede dej, og vend det om over formen så dejen ligger hen over formen. Tag forsigtigt bagepapiret af og tryk dejen fast til formen.
Hæld mazarinmassen i formen med dej og bag tærtebunden ved 180 grader i ca. 20 minutter.
Lad tærtebunden køle helt af og smelt herefter den mørke chokolade i et vandbad. Smør den smeltede chokolade på bunden med en ske og lad chokoladen køle helt af til den stivner.
Fordel cremen på kagebunden og skær jordbærene i halve og læg dem på kagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar