søndag den 27. oktober 2013

Ricottatærte med chokoladebund og orangefyld






Ingredienser (til tærtefad ø 24 cm):

Chokoladebund:
160 gram mel
20 gram kakao
1 knsp. salt
60 gram flormelis
110 gram koldt usaltet smør

Ricottafyld:
250 gram ricottaost
40 gram flormelis
den revne skal af 1 økologisk appelsin
1 tsk orangelikør (Grand Marnier eller Cointreau)
1 helt æg
1 æggeblomme
100 gram grofthakket mørk chokolade
30 gram mandelsplitter


Fremgangsmåde:

Bland mel, kakao, salt og flormelis i en foodprocessor eller i en røremaskine. Tilsæt det kolde smør, der er skåret i små terninger, og kør i en hurtig hastighed til dejen samler sig. Det er nødvendigt med en maskine (foodprocessor eller røremaskine) til at samle dejen, da den er meget svær at arbejde med og den smuldrer.
Pak dejen ind i husholdningsfilm og afkøl den i køleskab i 20 minutter.
Udrul dejen på et stykke bagepapir drysset med mel. Vend bagepapiret over tærteformen og pres dejen ned i formen. Dejen er meget svær at arbejde med, så den vil højst sandsynligt sprække, så dæk eventuelle huller med resterende dej. Afkøl tærtefadet med chokoladebunden mens fyldet laves.
Pisk ricottaen cremet med en ske og si herefter flormelisen i, og rør igen. Tilsæt appelsinskal og likør og bland massen grundigt. Bland æg og æggeblomme i fyldet og rør chokoladen i. Fyldet hældes i den afkølede tærtebund og den drysses med mandelsplitter.
Bag ricottatærten i en 180 grader varm ovn i cirka 25 minutter til fyldet er fast.
Lad tærten afkøle inden den serveres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar